En afgræsningsmaskine går igang 24/7
Vi hjælper en landmand med at få styr på et stykke eng. Græsset er vel 75 cm højt – og de unge gimmerlam bliver næsten væk i det. Men det ser ud til at de nyder den nye ret, med rigtig mange forskellige græs arter, blomster og ukrudt. Her er noget for enhver smag. Foreløbig er der kommet 86 gimmerlam herud, men jeg tror vi må op på 200 for at få det gnavet ned.
Det er nu ikke så lige til at nå til det punkt at lukke får ud på sådan en mark. Vi har været igang i et par dage med at klippe før der kunne hegnes, sætte hegn op og finde de dyr, der egner sig til denne lokalitet. Kl. er 21.30 og det har været en lang og varm dag. Hestebremserne har forsøgt at æde mig og der kom skrammer på skindet hist og her, men lønnen er, at se “glade” får indtage nyt terræn. I morgen har fårene allerede sat sine fodaftryk her. Sikkert under træerne, hvor der vil blive helt bart. Bare vent, til jeg sender en update. Alt ialt, giver det foder til fårene, god nattesøvn til hyrden og til ejeren, der også kan sove roligt, fordi han opfylder kravet om afgræsning.