Dagbog: Facts om rovdyr problemer, herunder ulveangreb i august 2014
1. august 2014:
Vi kom hjem i nat efter et par dages ferie. Vores yngste dreng på 18 har passet dyrene. Han er ikke stolt af situationen. I fryseren ligger 9 lam og nogle benstumper. Nogle lam er ikke blevet slikket af deres mødre. Er det bare dumme mødre, eller er de blevet stresset af noget? Det er et stort svind ud af ca. 20 lam. I går fandt han et hoved af et lam og nogle ben lidt derfra. Han lod det ligge “på gerningsstedet”. Jeg har ikke sovet godt, men bare ventet på at det skulle blive lyst, så jeg kan komme ud for at se det. Og jeg fandt lammet: I denne varme går forrådnelsen stærkt. Lam nr 6515 er født d. 26. juli 2014. Og desværre fandt jeg også noget mere friskt: Dette lam har nr, 6527 og er født d. 31. juli 2014 Vildtkonsulenten kommer for at tage DNA prøver. Det første lam er allerede gået for meget i forrådnelse til at der kan tages DNA 2. august 2014: Her til morgen er den gal igen Lammet nåede aldrig at få øremærke. Et andet sted finder jeg to ben. Jeg ringer til vildtkonsulenten. Han vil komme mandag. Jeg fryser lammet ind. 3. august 2014: Det har endelig givet lidt regn. Der kom en skylle ved midnat. Jeg tager ud på marken for at se om der er kommet lam. Kl. er 6.30. Fårene kan gå på to marker med et læhegn ned midt i. Der er kun 4 får er på den ene mark. En med et lam. To med tvillinger. Heraf er det ene nyfødt. Jeg giver dem øremærke det er tvillingesæt nr. R14. Jeg er heldig at moderen godt vil lade mig skrive et stort 14 tal med rød spraymaling på dens sider. Det samme får lammene. Så er der det sidste får. Den går og kalder. Den har nr. 3681 og fødte et gimmerlam (hun lam) d. 23. juli. Den har nummer 6507. Jeg tror den er væk. Moderen ved godt hvor den forsvandt for den vender hele tiden tilbage til området for at lede. Jeg kan ikke finde et lam eller rester af det. Der er heller ingen krager, som kan vise mig vej. Men jeg ser spor på et stykke, hvor vi lige har fået repareret noget dræn og hvor der endnu ikke er græs.
4. august 2014: Lydene
Vi optager nattens lyde. Tændte for mikrofonen kl. 22.14. Første gang vi hører hundene give alarm er 23,06. Anden gang kl. 0.02. Jeg vågner kl ca. 2,30 fordi de igen er urolige. Denne nat har Meg, vores dygtige hyrdehund fået lov at løbe frit. De andre er i hundegård. Maremmaen Ida er selvfølgelig ude på marken ved den store flok får, hvoraf nogen har lam. Jeg står op fordi Meg er tosset. Uden at tænde lyset ser jeg ud af bagdøren og der på terrassen mellem huset og garagen står hun. Disse to bygninger ligger vinkelret mod hinanden. Hun kigger mod nord/vest: ud mellem de to bygninger med halen nedad. Hun er ikke verdensmester lige nu. Der bliver ro og jeg går i seng igen, men der er et sug i maven: Hvad mon der sker derude. Bliver der taget dyr i nat? Egentlig tror jeg at der er mest stille de nætter, hvor der bliver taget dyr. Men det er tro, vi ved jo ingenting. Det er vist 52 lam vi har øremærket indtil nu. Det er deromkring. Listen som ligger ude på ATVén fortæller det. Hvormange af dem der præcis er tilbage ved jeg heller ikke. Måske er suget fordi jeg er sulten. Men det dur ikke med natmad, så må jeg hellere lave en lille notits, drikke et glas vand og prøve at falde i søvn igen.
5. august 2014: Vildtkonsulenten på besøg.
Idag gik vildtkonsulenten Svend Hansen en tur rundt om marken. Og han fandt rester af lam 4 steder. Han mener det er hvalpe (ræv eller ulv) som har været igang og at de følger med deres mor på denne årstid. Sporene er ved en majsmark, som lægger op ad vores jord. Ca 4- 500 m fra gerningstedet. Her til aften var det fåret med singel lam nr. 6536 født d 1.8.2014 gik og kaldte på sit lam. Mon den er væk? på Foto Svend Hansen
6. august 2014: To sæt nyfødte tvillinger, men…
Her til morgen er der kommet 2 sæt nyfødte tvillinger. Men der er kun en tvilling tilbage af de to jeg mærkede i går aftes og kaldte Rød 15 ( = tvillingesæt nr. 15) Så det er nr. 6551 eller 6552 som er væk. Jeg tror heller ikke at får nr. 3442 har flere lam tilbage. Den fik taget sit ene lam d. 31.7 og nu ser det ud som om det sidste: 6516 også er væk. Jeg finder ingen rester. Kjeld Nissen har fundet rester af lam et stykke herfra, retning Østerlundve,j som han tror er taget af ræv. Han har set rævehvalpe der omkring Kl. 11.15:
Svend Hansen, vildtkonsulent har følgende resultater af DNA test:
Lam fra 23.10.2013: hund Lam fra 15.4.2014: hund Lam fra 17.4.2014: ulv Lam fra 11.5.2014: ulv Vildtkonsulenten synes vi skal regulere rævene(?). Det kan han give tilladelse til. Jeg ønsker ikke at bede nogen af vores venner/familie om at jage. Hvad nu hvis de kommer til at skyde en ulv, så jeg beder vildtkonsulenten om at finde nogen til at gøre det. En time efter står der en jæger her, som vil lægge en strategi. Så må vi se, hvad der sker. Jeg får tilsendt en tilladelse til at regulere ræve fra vildtkonsulenten.
7. august 2014: Rovdyr fri dag?…nej desværre
Jeg hørte ikke ulven i nat. Det gjorde Christian heller ikke selv om han sov ude på terrassen, men han syntes at fårene havde kaldt en del på deres lam. Jeg håbede på en rovdyrfri dag, men nej. Der var krager på marken da jeg kom til fårene og jeg fandt: Så ringede jeg til vildtkonsulenten igen. Imens jeg fandt jeg ud af får med tvillingepar rød 17 nu kun har et lam. De blev øremærket igår aftes. Men jeg fandt ikke noget lam. Vildtkonsulenten kom og gik nogen tid rundt. Kom tilbage med det forsvundne rød 17 tvillingelam. Der var ikke meget tilbage ad den. Han havde også set ravne. Så nu har vi næsten alt: ræv, mårhund, ravne, krager, hunde og ulv. Det er ikke nemt at overleve som lille lam i denne verden. Jeg fik også tilsagn om at vi kan få erstatning for 2 lam. Jeg har talt med jægeren som vildtkonsulenten har sat på jobbet. Der bliver nu sat folk på til at observere hvad der sker. Og de vil forsøge at få reguleret evt. ræve, så vi i det mindste er fri for dem. Jeg føler at det bliver gjort grundigt fra jægerens side. Det varmer i hjertet. Der er kommet nye lam i nat, som skal mærkes. 2 sæt tvillinger og en singel. Desuden finder jeg et får, som har født men ikke slikket sit lam. Det ligger stadig i slimsækken. Blev den stresset af rovdyret da den fødte og glemte at slikke sit lam. De gamle får er ekstremt aggressive når jeg vil sætte øremærke i deres lam. Og hvalpen Ida får bank af dem, hvis de kan komme til det. Hun ved ikke rigtig om de vil lege med hende eller hvad der sker. Jeg kan se at det forvirrer hende, fordi hun jo bare er med. Vi er ved at lave julelam. Dvs. vi har væddere i flokken, som skal bedække fårene. Problemet er at når et får lige er blevet parret er den sart de første uger. Bliver den stresset afstødes det befrugtede æg og der kommer ingen lam.
7. august 2014: Der blev sunget godnat sang for os
Der blev sunget/tudet højt og langt: “Godnat, godnat” til os, da vi lige var gået i seng. Klokken var 22.13. Men som om det ikke var nok blev der også udsendt reklame kl. 00.45: “Kom alle venner – Hedelam er nam, nam og der er så rigeligt af det. Lad os slå os ned her og blive rigtig mange” Jeg bryder mig ikke om den reklame på de melodier. Martin kom ned fra loftet og sagde: “Hørte du det far, det var godt nok tæt på”. Vores hunde synger med på sangen, men det lyder nu mere som om det også skærer dem i ørene – at de jamrer. Godt der snart kommer til at side en jæger derude hver nat, så andre af kød og blod kan opleve, hvad vi oplever. Bare det får en ende. Jeg ser kun én fordel: Det fremmer forbrændingen i kroppen, fordi den kører på højtryk. Jeg tror jeg taber et par kilo på det her
8. august .2014. En skelsættende dag: vi får hjælp!
Hvor skal jeg sove i nat. Tænk sig at 12 meget dygtige jægere er sat til på skift at sidde derude og holde øje med, hvad der sker. Og så har de fået tilladelse til at regulere ræve, for at eliminere den trussel. Og de bliver resten af måneden – morgen og aften altså. De har allerede skudt én ræv i aften. Det er naturstyrelsen, som har sat dette i værk. Bliver det næste mon at vi vil få hjælp til hegn og vogterhund også. Man kan da håbe. Dagen startede ellers ved at jeg vågnede ved krageskrig. Det betyder ofte døde dyr. Det eneste jeg fandt var dog et lammeben. Men det betyder jo også at et lam har ladet livet. Den bliver nu frosset ned, så kan vildtkonsulenten komme efter den en anden gang. Lidt efter solnedgang skød jægerne en ræv. Den kom ind i indhegningen til fårene med lam. Det er måske en af synderne, selv om DNA ikke har vist ræv endnu.
11. august.2014: Hvorfor fortæller Naturstyrelsen ikke alt, hvad de ved?
Det undrer mig at når vi nu har fået dokumenteret ulveangreb 4 gange ved DNA test at vi så stadig ikke er med på Naturstyrelsen kort. Hvormange andre DNA test mon der skjules? Når Naturstyrelsen har et sådant kort, forventer man at den bliver opdateret jævnligt, således at kortet giver et sandfærdigt billede af ulvens gøren og laden. Ellers bør man ikke have et sådant kort. Det giver et meget misvisende billede og Naturstyrelsen er vel ikke kun sat til verden for at fortie alt om ulvene, men også for at hjælpe og vejlede borgerne. Vi får varsel om dårligt vejr, men hører ingenting om ulven. Jeg ønsker en adresseliste, hvor angrebene fandt sted og dato for angreb samt billeder af de angrebne dyr lagt offentlig frem, så ofrene kan udveksle erfaringer og vi alle kan blive klogere. hfhfh