Det er møg-godt med en fåreavler på toppen

 

moegstak1

Tekst: Charlotte Roager

Det er afgørende for fårenes og lammenes trivsel på Hedelam, at de hele tiden har noget godt græs at spise. Desuden er græssets kvalitet grundlag for lammekødets kvalitet.

”Hedelam – det er nam nam” – og det skal det blive ved med at være!

Derfor skal det også hele tiden sikres, at græsset indeholder den næring, fårene og lammene har brug for.

Desuden er græssets kvalitet også afgørende, når det gælder om at avle lam. Hvis græsset ikke er af god kvalitet, vil fårene ofte afstøde et eller flere af de ellers befrugtede æg, således at det kun får et lam i stedet for 2 eller 3.

Det betyder, at det ikke kun er dyrene på Hedelam, der skal passes og plejes og have noget at leve af. Også græsningsarealerne skal have sit foder. Derfor er der lige leveret en kæmpe stak hønsemøg. – Ja det ligger nærmest som et stort dige ude på marken. – Eller som et aflangt bjerg. Hønsemøget skal spredes ud over over græsmarkerne til foråret. Og mens diget- eller det aflange bjerg af hønsemøg – ligger og venter på, at det skal blive forår, skal det dækkes til – det siger loven nemlig.

Det var nu nok blevet dækket til alligevel for pludselig kommer der kraftig blæst eller måske storm fra vest, og så vil hønsemøget stå om ørerne herude og blive spredt i alle retninger – og tro mig – det er der ikke nogen der er interesseret i. Derfor skal hønsemøget dækkes til med plastik og det inden Bodil eller nogen af hendes venner eller veninder stormer forbi…

Så derfor: Mens nogen bestiger Rocky Mountain eller Kilimanjaro, så bestiger fåreavler Åse det, man kan kalde for The Rocky Hønse-Mountain.

Og mens Åse således var på toppen, tænkte jeg, at jeg ville benytte chancen for at opklare om det virkelig er rigtigt, når folk siger, at der skulle være koldt på toppen.

Men Åse kunne konstatere: ”Nej, der er ikke koldt på toppen – der stinker bare”……….

-Til gengæld passer det, at luften på bjergtoppe er tynd og iltfattig….

Efter at have betrukket hønse-møgs-bjerget med plastik blev der ikke sagt ”DÆK”, men lagt dæk. Og det i massevis, så plastikken bliver hvor den skal.

 

moegstak og bil