Vinterens to-does fortsætter her hos Hedelam
Som ny svigerdatter, har jeg i denne uge fået lov til at være en del af livet her på gården, hvor jeg har hjulpet til med diverse opgave. Det skal deles med jer!
Imens solen stod op mandag morgen d. 23. januar kørte vi afsted til Gram, hvor dagens første flok af får skulle flyttes. Det var en smuk og dejlig solopgang. Den mødte os hen over markerne, hvor den varmede himlen med farve. Vi befinder os jo lidt endnu i den mørke tid på året, så lyset bliver oftest hilst velkomment, når der trækkes i arbejdstøjet her hos Hedelam.
Fårene i Gram var desuden klar på at gå mod nye og friske græsgange, som var klargjort til dem. Det var tydeligt at se, at denne flok af får har været igennem samme trummerum nogle gange. De er så trænede, at de nu kender og troligt følger fårehyrden. Hundene, Maja og Gry, var med som hjælpere på gåturen, hvor vi fik fårene trygt og sikkert frem til deres nye destination.
Ellers var den sidste del på to-do listen at afhegne gamle og forberede nye græsgange til fårene ude i det fri. Et arbejde som gøres raskt og rutineret. Dette ved hjælp af godt vejr, nogle hurtige ben, godt varmt tøj og stærke hænder. Når denne del udspiller sig i løbet af dagen må Maja og Gry holde fri.
Nu da de sidste får var flyttet, og den sidste mark på dagens to-do liste var hegnet ind, kunne vi ”tobenede” også køre velfortjent hjem og holde fri.
Sådan blev der friskt taget hul på en ny uge her hos Hedelam. Den har snart gået sin vante gang i disse skønne grønne og ’pelsede’ omgivelser.