Sider fra en dagbog på Hedelam: Tirsdag d. 17. november 2015

Ved Karina Mie Grube:

Åse og jeg var tidligt ude, for vi skulle være ved slagteren med to lam allerede kl. 8.00. Åse havde været oppe fra klokken halv seks for at læsse lammene, samt slå en dej op til franskbrød og ordne diverse kontoropgaver. Jeg selv ventede ved at stå op til kl. 7, for så havde jeg lige 20 min inden vi skulle ud af døren.

Ved slagteren fik vi mad med hjem til hundene – Kallun (fåremaver) og leverstykker. Da vi kom hjem fodrede vi hundene, både Dan med to hvalpe i hallen og Kirsten med to hvalpe ude på den ene fold. Det er utroligt så glade de er for at spise noget, der stinker så forfærdeligt. Man skal undgå at få kallun direkte på hænderne, for bare skærebrædtet lugtede i en evighed efter at have været i kontakt med fåremaverne. Vi ventede med at fodre Ida med den sidste hvalp på folden med de højdrægtige får, til vi lige havde lavet et svingeærinde ved købmanden for at levere en kurv tilbage og handle det fornødne. Her er Åse lige en kvinde efter mit hoved, da kager fra bagerafdelingen var en del af fornødenhederne J

Da vi kørte ud for at fodre Ida og den sidste hvalp, bad Åse mig gå ned på marken for at tjekke, om der var kommet nogen lam – og det var der. Et meget koldt et, som moren ikke rigtig kunne finde ud af at tage sig af. Vi tog lammet med tilbage og lagde det under en varmelampe,

hvorefter vi kørte ud og hentede resten af fårene hjem til folden tættest på ejendommen. Vi fik skilt morfåret fra, så de nu går sammen. Lammet fik råmælk af sonde, så vi var sikre på, at det havde noget at leve af. Efter dette gjorde vi klar inde i hallen til at fårene kunne komme ind om aftenen og natten. Vi strøede, afskærmede ind til rundballerne, så fårene ikke kunne splitte dem ad, og så fyldte vi wrap i høhækkene. Herefter tog Janus og jeg ud for at sætte nyt hegn op ved Gram bare på den anden side af vejen. Da vi kom derud ventede der dog os en overraskelse – alle fårene var rendt gennem hegnet og ind på den gamle fold. Heldigvis var de ikke rendt længere, så vi besluttede at lade dem gå til vi havde gjort det nye hegn på den anden side af vejen færdigt. Da det var gjort rykkede vi fårene. Her hjalp Mek os endnu en gang – eller måske nærmere vi hjalp hende, for det virkede næsten som om, hun gjorde alt arbejdet J

Om aftenen hylede ulvene flere gange, og for hver gang ulven hylede, stemte hundene i, så I kan nok tænke jer til, at der var en værre larm. Da jeg lå og læste i ”fårebiblen” oppe på mit værelse efter aftensmaden ringede Åse, og sagde, at der var endnu et lam på vej. Så jeg skyndte mig i tøjet og ud i hallen, hvor fåret fra tidligere var ved at læmme igen. Lammet havde desværre bagenden først, så Åse skulle skubbe det ind og få fat i bagbenene på det og hjulpet det ud. Det var desværre dødfødt, men læmningen gav os dog en forklaring på, hvorfor fåret ikke havde taget sig af det første lam – det var stadig ved at læmme og havde formentlig veer. Efter det dødfødte lam var kommet ud, kunne man se, at fåret nu havde overskud til at tage sig af det førstfødte lam, som fik en lille tår mælk.