Sider fra en dagbog på Hedelam: Mandag d. 16. november 2015

Hej derude, jeg er Karina.

En lidt mere formel præsentation af mig selv kunne lyde:
Mit navn er Karina Mie Grube. Jeg er 20 år gammel, fra Midtsjælland og ved at uddanne mig til landmand. Jeg er i gang med elevtiden mellem første og andet hovedforløb, og er i praktik med planter som speciale. Skoleforløbet er foregået på Gråsten landbrugsskole, og jeg regner med at afslutte det der.

Min interesse blev vakt for får, allerede da jeg gik i folkeskolen, hvor jeg var ude i praktik hos en sjællandsk fåreavler, der har entreprenørafgræsning. Jeg har i løbet af min elevperiode også arbejdet med køer, men jeg må nu indrømme at fårene er lidt mere konevenlige – og især når man er en lille stump som jeg selv 😉

2015-11-20 10.29.11

Jeg ankom her ved Åse mandag d. 16. november, og det er planen, at jeg skal være her læmningssæsonen ud, såfremt denne ikke rækker ind over julen.

Jeg forsøgte faktisk ihærdigt at skrive mit første blogoplæg i onsdags, men det lod til at min computer havde andre planer, så den slettede det hele, inden jeg nåede at få det lagt op på hjemmesiden… Forhåbentlig kommer der ikke til at være en uge mellem oplæggene i resten af min praktiktid herovre i det sønderjyske.

Da jeg ankom, spiste jeg frokost sammen med Åse og Janus, og bagefter tog Janus og jeg ud for at sætte hegn op ved Gram og rykke får. Det var altså her jeg første gang kunne iagttage hyrdehunden Mek arbejde – og sikke den kan arbejde, jeg er glad for, at det ikke var mig der skulle løbe hele den tur, men i stedet havde ATV’en til at følge efter på.

Om aftenen hjemme på ejendommen skiftede jeg farveklodserne i seletøjet til vædderne, så det var klart, til når vædderne skulle rykkes ud til fårene. Det er ret godt fundet på med de farver – de sættes på brystet af vædderen, så når vædderen springer op på et får, så får hun et farvemærke på bagenden af ryggen, og man kan så nogenlunde regne sig frem til hvornår disse fårs læmmesæson starter ud fra, hvornår de første får har fået farver på ryggen.

Efter aftensmaden satte jeg mig ind på kontoret med Åses mand Christian, og han viste mig en præsentation af Hedelam, hvor han gennemgik ideen bag og fordele ved konceptet med fem læmninger om året. Herudover viste han mig deres ”fårebibel” som han allernådigst lod mig låne med op på værelset, så jeg nu har til mange timers læsning fremover. IMG_0098

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *