Når man fodrer hunde med øjnene
Tekst: Charlotte Roager
På Hedelam bor der fem hunde. 1 labrador, 3 border collies og en maremma abruzzese – også kaldet maremma sheepdog.”Når jeg fodrer mine hunde, fodrer jeg dem altid med øjnene”, sagde fåreavler Åse en dag til mig.
Min umiddelbare tanke og reaktion var, at det var lidt makabert og faktisk også knap så appetitligt – for jeg troede i første omgang, det var bogstaveligt ment, når hun sagde, at hundene blev fodret med øjne – men det var det dog ikke.
”At fodre hundene med øjnene” betyder bare, at når Åse fodrer hundene, så bruger hun altid sine egne øjne til at tjekke dem ud, for at få en lille statusopdatering på, hvordan hundene egentlig har det.
Er pelsen blank og fin som den skal være? Har de det rigtige blik i klare og fine øjne? Bevæger og opfører de sig som de skal? osv… – alt sammen for at sikre, at hundene er i trivsel. – At de har det godt.
Her er det border collien Meg, der ser godt ud:
En ting, der også lige lægges mærke til er – naturligvis – om hundene er ved godt huld – altså hvilken foderstand, de er i. Hvis det observeres, at hunden er lidt for tyk, så reguleres foderet, så hunden får en lidt mindre mængde og evt en anden fodersammensætning, til den ønskede vægt er opnået.
– Og mange af os mennesker har jo selv på den hårde måde erfaret, hvad det betyder, når fodersammensætningen skal ændres, for at opnå, at vægten reguleres nedad. Det er ganske enkelt og simpelt: Alle lækkerierne forsvinder……… !!!
Og selvfølgelig omvendt, sådan, at hvis hunden gerne må tage lidt på, så får den lidt ekstra mad og evt en ændret sammensætning af foderet med særlige ”lækkerier”, hvis der er behov for det.
Og så var det, jeg ikke kan sige mig fri for, at jeg tænkte den tanke, AT:
Hvis det nu var MIG, der blev tjekket ud hver gang, det var fodringstid; og hvis nu det var MIT foder, der blev reguleret efter hvilken foderstand, JEG befinder mig i…. og altså hvis jeg var klar over, at det var sådan, det forholdt sig….tja,.., så skal jeg da ikke være for køn til at indrømme, at det ikke var umuligt at forestille sig, at jeg kunne finde på, at trække maven ind hver gang, det var fodringstid, for på den måde at sikre, at jeg blev tilkendt en større mængde foder – og selvfølgelig den slags foder, med de lækkerier, jeg bedst kan li´.
– Og jeg kan lige så godt tilstå, at det ville jeg gøre, selvom min fodertilstand i virkeligheden indikerer, at det ikke var nogen skade til, hvis mit foder blev reguleret modsat – i hvert fald for en periode.
Og samtidig tænker jeg, at jeg er nok ikke den eneste i verden, der kunne finde på den slags, – og jeg har da allerede et par stykker i tankerne, som jeg godt ku forestille mig kunne finde på det samme – men det er en helt anden snak …. Men jeg ved ikke om jeg er den eneste, der indrømmer det, for lidt pinligt er det jo – trods alt………….
Heldigvis ved hundene ikke, hvordan deres foder tildeles dem. Og de er da også lykkeligt fri for at spekulere på hvorvidt deres højde og drøjde nu også er som de skal være – og derfor er der ikke nogen af hundene, der ”snyder” og derfor kan Åse fortsat fodre dem med øjnene og på den måde sikre, at de får det foder, de har bedst af.
Her ser vi Meg igen:
Den er ægte nok, og er altså ikke en “hul-i-hækken”- hund, selvom det umiddelbart kunne se sådan ud på de to næste billeder….
Det er heller ikke ulven……..
Sluttelig ses Ida, som er hvalp fra marts 2014. Ida er af racen maremma abruzzese og er hjemhentet fra Italien i juni måned. Ida skal vokse sig stor og stærk til at tage kampen mod ulven, som plager os på Hedelam.
