Fårehold fra sidelinjen
Vi havde Marilene der er dyrlæge studerende i København til at hjælpe os i en uges tid. Her kan du læse med om hendes oplevelser med dagligdagens gøremål med vores fårehold i Sønderjylland.
Fårehold fra sidelinjen
Jeg har haft den fornøjelse at følge Åse og Christian fra Hedelam i en uge i vinterens regn og slud. Det er de to, som til daglig står for driften af Hedelam, der ligger langt ude på den sønderjydske hede. De besidder en sjælden form for hjertevarme, der kan føles på trods af vejrets genstridighed og glæden ved arbejdet smitter af på alle både dyr og mennesker. Der er aldrig to dage der er ens, det på trods af at opgaverne, der dagligt skal udføres ofte er de samme. Tilstedeværelsen af dyrene og det lumske vejr skaber en uforudsigelighed, som gør grundig planlægning overflødig, men samtidig er det hvad der gør arbejdet evigt udfordrende og meningsfuldt.
I denne vinteruge har vi i stille spænding ventet på, at resultatet af insemineringerne skulle vise sig, forhåbentlig i form af flere stærke vædderlam. Insemineringen af fårene er foretaget med importeret sæd fra væddere af racen ”Lacaune”. Dette er gjort med henblik på at få nyt blod ind i besætningen, der består af en blanding af racerne Dorset og Lacaune. Inseminering af får er i Danmark stadig en ny disciplin og videns niveauet på dette område, er derfor ikke ret stort. Derfor forsøges det at skaffe viden fra udlandet, og en del må afprøves ved fejl og forsøg metoden. Fordelene ved denne form for avl er mange. Udover at det giver mulighed få tilført gener fra de bedste dyr uafhængigt af, hvor de befinder sig i Europa, minimerer det også risikoen for at nye sygdomme føres ind i besætningen. Derfor vil fremskridt indenfor inseminering af får være et stort fremskridt for den danske produktion.
LØRDAG: Endnu før ankomsten til Hedelam blev jeg introduceret til, hvordan produktionen foregår og dermed naturligvis også til vogterhundene. Så fremfor at køre den lige vej til gården, kørte vi ud til 2 af de i alt 6 vogterhunde Kirsten og hvalpen Astrid, der er ”udstationeret” med en fåreflok et par kilometer fra gården. Allerede fra bilen var det tydeligt, at dette ikke blot var to almindelig hunde, der lå ude på marken. Den ældste hund Kirsten lå højt på en bakketop med hovedet højt hævet. Hun skænkede ikke bilen et eneste blik da den nærmede sig folden, de to sorte øjne var stift rettet mod fåreflokken. Jeg havde mine betænkeligheder ved at skulle gå ind til en stor fremmed hund, der tydeligvis var på arbejde. Disse blev ikke mindre, da vi gik mod hegnet, og Kirsten nærmede sig i skarp trav og gav lyd med en dyb gøen. Maremma’er er store atletiske hunde med en vægt op til 50 kg. Hvalpen derimod kom legesyg hen, mens hele dens krop bevægede sig med den buskede hale, der svingede fra side til side.
Efter at være blevet indlogeret på gården, blev jeg vist lidt rundt på gården. Ude i værkstedet blev vi mødt af de fem små Border Collie hvalpe, der nysgerrigt stak deres små hoveder ud over kanten på redekassen. Men Christian mente, at jeg nu skulle se hvilke evner, de voksne hunde besidder. Det var dejligt at se hvordan Border collierne befandt sig i deres rette element på marken bag fårene. Christian gav signal med fløjten, og disse smidige og utrættelige hunde fór afsted og kunne på ganske kort tid samle fårene i en tæt flok. Tidligere var jeg af den overbevisning, at hyrdehunde hovedsageligt er en sjov hobby og et nostalgisk levn fra fortiden, for hvad kan man ikke klare med en ATV, der kan køre 50 km/t, der aldrig skal trænes eller bliver træt? Men efter at have set hyrdehunden Gry i aktion, er deres værd gået op for mig. Og det på trods af at Gry stadig er ung. Denne kombination af deres instinkt for at hyrde og lydighedstræning gør dem til uvurderlige hjælpere, der aldrig sidder fast i mudderet eller løber tør for benzin. Jeg er blevet overbevist om, at hyrdehunde ikke bør henvises til en plads på friluftsmuseet.
Op af dagen kom der besøg til Border Collie hvalpene. Og inden længe var den sidste af de små tykke hvalpe afsat. De kommer alle ud til gode familier med får. For når man er avlet som ægte hyrdehund skal man have lov at hyrde. Dermed var alle hvalpene afsat – både Border Collier og Maremmaer. De kan alle se frem til et liv omgivet af får.
SØNDAG: Søndag morgen blev vi desværre nødt til at aflive et lam, der var for sygt til at klare livet i flokken. Hvad der var årsagen til sygdommen, kunne vi ikke komme frem til.
På marken var en læmning gået i gang. Så moderfåret blev indfanget med fangestav, sat på traileren og kørt op til laden. Der var tale om et af de inseminerede får, så det var særligt vigtigt at læmningen gik godt. Men det blev dog hurtigt tydeligt, at fåret ikke havde stærke presseveer og fødslen ikke skred fremad. Så fødselskassen blev hentet frem og de lange rektalhandsker. Et af lammene vendte forkert og havde derfor kilet sig fast. Med møge og besvær blev fåret forløst. Lammet var dødfødt, hvilket gav yderligere forklaring på at fødslen var gået i stå. Herefter forløb fødslen normalt og to levedygtige lam så dagens aftagende lys. Så selvom insemineringskunst ikke er helt afdækket inden for dansk fåreavl, var det lykkedes at få afkom.
Som dagen skred fremad læmmede yderligere en gimmer. Mod eftermiddagen kom der besøg fra hvalpekøberne, der kom for at se deres udvalgte Border Collie hvalp. Hvalpe udvikler sig utroligt hurtigt i den alder, fra at de ved fødslen hverken kan se eller høre, til at de 2 måneder efter er klar til nye udfordringer i en ny familie. Får at give hvalpekøberne et indblik i hvilket potentiale de små vraltende hårboller besidder, blev mor Mek og den yngre tæve Gry med få pust i fløjten sendt ud på marken mod fårene, der hurtigt blev samlet samme til en tæt flok og drevet ud af indhegningen. Opdragelsen af hundene foregår ved evig gentagelse og konsekvens, gode hunde er meget vigtige for et nemt arbejde med et fårehold. For hundene skal ikke blot lave kunstner og vinde præmier, de skal arbejde. Det er derfor altafgørende, at de lystrer og evner at holde sig tilbage og lade fårene gå, selv når alle dens instinkter byder den at drive fårene.
Mod aften blev 10 slagtelam taget ind fra marken, så de i løbet af natten roligt kunne vende sig til traileren, der dagen efter ville tage dem på en sidste rejse.
MANDAG: Mandag morgen blev lammene læsset, og mens solen endnu ikke havde hævet sig over horisonten, trillede vi ud på de jyske grusveje med bil og trailer. Fårene fra Hedelam bliver slagtet på et ganske lille slagteri en kort køretur fra gården.
På slagteriet blev de store lam læsset af traileren, og inden der var gået to timer fra lammene havde forladt stalden, var de alle hængt på kødkroge i det lille kølerum. Vejen fra jord til bord havde været kort og uden stress. Mens solen begyndte at stige op i horisonten, kørte vi tilbage mod gården.
Sent på aftenen kom der besøg fra Tyskland af Olaf Menzel, der var inviteret til Danmark for at demonstrere de nyeste systemer indenfor transportable fangefolde og opsætning af hegnstråd. Opsætning af hegnstråd og folde er et tilbagevendende og meget tidskrævende arbejde i fåreholdet. Sårligt efter ulvens indtog i Danmark, for nu er det ikke længere tilstrækkeligt at opsætte hegn, der holder fårene inde, ulven skal også holdes ude.
TIRSDAG: Arbejdsjakke og overalls var blevet vasket, og hermed følte jeg mig ganske præsentabel. Fåreavlere og dyrlæger fra det meste af Jylland var kommet for at se og høre om de nye systemer indenfor transportable fangefolde og opsætning af hegnstråd. Samtalen gik på kryds og tværs og alle låger og sluser blev åbnet og lukket. For fåravlerne skal tingene ikke blot se godt ud, de skal fungere – også med handsker på. Olaf Menzel fremviste med stolthed, hvordan han hurtigt kunne opsætte hegn med hele fire tråde. Dette er særligt vigtigt nu, hvor ulven er fastbeboer på den sønderjydske hede. Indvandringen af ulve har i det hele taget kompliceret livet for fåreavlerne i Jylland, og mange kneb må afprøves for at holde den i skak – lige fra vogterhunde til ekstra stærkt hegn.
ONSDAG: Fodring af fårene er en fast del af livet, når man som fåreavler har ansvar for et fårehold. Men selv denne del kan optimeres af kvikke hoveder, så nu måtte det forsøges, om det ikke kunne gøres nemmere. For det ville være en ganske stor forbedring, hvis man kunne køre ind på folden uden først at skulle åbne leddet. Dette blev forsøgt flere gange uden held – sommetider må det sandes, at det er de gamle metoder, der er den bedste vej frem.
Fårene skulle også flyttes, for ellers skal de nok selv finde en ny mark. Og de nye lam fik øremærker og blev efterset. For et slagtelam er det selvsagt ganske vigtigt, at det æder godt og tager på i vægt, så i dag var også dagen, hvor de alle kom en tur på vægten og herefter blev vaccineret mod clostridie forgiftning. Lammene er ikke altid enige, i at det er en god idé det der med vejning og vaccination, men det skal jo til. Og når først de er færdige kan de glade komme ud på græsset igen.
Ingen syge dyr slipper uagtet gennem slusen og Åses skarpe blik. Så et par af dyrene måtte se frem til et par timer i stalden og yderligere behandling for bl.a. bagbenshalthed, en stor byld og et får der bare hang med hovedet. Jeg fik frie hænder til at træne mine dyrlægekompetencer, men må også sande at livet i stalden og på dyrehospitalet er meget forskellige! Blodprøver og test muligheder er ikke noget, der lige er til at få fat i. Her er det øjne, øre, hånd metoden – hvad der kan ses og mærkes er behandlingens udgangspunkt.
TORSDAG: Fårene havde været inde om natten. Den garvede fåreavler havde aftenen forinden haft kolde hænder, så ud fra dette meterologiske varsel, måtte det blive en kold nat. Og rigtigt nok var der is på vandet om morgenen. Det var derfor betryggende at træde ind i den lune lade og se at de nyfødte lam var kommet til verden i den beskyttende halm og ikke ude på den vindomsuste mark.
Overalt på gården står det meste i flot orden – her er der ingen bilvrag eller overflødige genstande. Men systemer kan som så meget andet også optimeres. Denne gang gik det ud over læmmeudstyret – farve spray, jod spray, øremærker osv. Mange ting skal der til når lammene kommer til verden.
FREDAG: Det er ikke alle lam, der klarer strabadserne, og denne morgen var der et, som ikke var kommet gennem natten. Der stod det triste moderfår med spændt yver, men intet lam. Men heller ikke i denne situation er der noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. I denne situation var det adoption, der blev løsningen. Et af fårene, der havde fået tre lam, ville have bedre mælk, hvis et lam blev bortadopteret. Så et lille gimmerlam blev flyttet over til det triste får – ikke at dette får blev begejstret. Et fremmed lam er ikke velkomment ved yveret. Men efter at det nye lam var blevet gnubbet med den nye duft fra moderfåret og en del overtalelse, accepterede fåret omsider det nye lam. Et godt lille trick til at passe dit fårehold.
De små tykke border collie hvalpe kommer hver dag ud i det store værksted, så de kan møde de voksne hunde og boltre sig. Her er der fart over feltet, når de skiftevis jager blade eller bliver ”hyrdet” af de voksne hunde. Alle dyrene på Hedelam behandles uden sentimentalitet, men med stor forståelse for dyrenes natur. Dette gør sig også gældende, når det kommer til hundenes foder. Ud over almindelige hundepiller, bliver de også BARF fodret – fodret med råt kød og ben. Hvilket betyder, at tandsten ikke er noget, der ses overhovedet og de er alle godt beskæftiget, når de ikke arbejder med at vogte eller hyrde får. Det er ikke på disse hunde, at dyrlægen tjener til smør på brødet!
Denne aften fik jeg mulighed for at smage på resultatet af de mange anstrengelser. En lammeryg med tilbehør blev tilberedt efter alle kunstens regler, og resultatet var derefter! Kødet var mørt som smør og kunne, som jeg udtrykker det ”tygges uden tænder”. Smagen afspejler, at disse dyr hele deres liv har vandret ude på de store marker, hvor de har levet af en blandet plantekost og udviklet stærke muskler.
Dette blev afslutningen på mit ophold på hedelandet.
