Forår i luften hos Hedelam

 

Så blev det d. 18. februar, og vi er dermed i gang med årets første læmmeperiode. De første lam var sat til at komme d. 15. februar, og her tre dage senere er der indtil videre kommet tre sæt tvillinger og tre single-lam.

Ifølge de scanning, der blev lavet af fårene sidst i december, skal der over de næste tre ugers tid komme ca. 370 lam, så der bliver nok at se til! På baggrund af disse scanninger har vi også fået delt alle de drægtige får op, således de går i grupper alt efter om de venter et, to eller tre lam – herunder ser man fx de får, der alle venter tvillinger.

Og ikke nok med at der kommer lam til verden, så er vogterhunden Kirsten høj-drægtig (som man kan fornemme på mavens størrelse på billedet herunder) og er ifølge kalenderen sat til at skulle føde d. 19. februar. Vi går derfor alle spændt og venter på, hvordan dette kommer til at gå specielt fordi, at det er første gang, at Kirsten skal have hvalpe! Hun bliver holdt godt øje med og viser allerede tegn på, at der ikke går lang tid, før der kommer nye vogterhunde til verden, fx er hun begyndt at bygge rede!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *