En kæmpe hund med en jernvilje

At være professionel dansk fåreavler er en livsstil, der indeholder masser af hårdt arbejde. Dyrenes velbefindene er altafgørende.

Hver eneste dag skal dyrene trives bedst muligt, for at det kan være økonomisk rentabelt at levere lammekød til danskerne.

Med andre ord så lever vi bogstaveligt talt af, at vores dyr har det godt. Derfor kan vi ikke se passivt til, når ulven spiser og lemlæster vores dyr. Vores nyeste våben mod ulven er maremma hunden Ida (Auken), som er en kæmpe hund med en jernvilje, der ikke bakker tilbage for nogen eller noget, når den beskytter sin flok.

DSC_0934

Foroven ses en 7 månders maremma og neden under er Ida i en alder af 9 uger.

DSC_0935

Vi er vant til at arbejde med hunde i hverdagen, hvor vi bruger 3 border collier intensivt til at manøvrer dyrene rundt på forskellige arealer. Samtidigt har vi også en jagt/familie hund, som er en almindelig labrador. Disse hundetyper har vi haft i 25 år. Maremmaen er en hund, der meget specifikt er blevet avlet igennem århundreder til ET bestemt formål – nemlig at beskytte husdyr.

Vi fik vores første maremma for to uger siden, og vi må bare tilstå, at det er en helt anden type hund, end vi nogensinde har haft før. Selv en lille maremma hund på 9-10 uger har en jernvilje. Den udviser en utrolig beslutsomhed og viljestyrke selv i en meget ung alder.

Hunden har en meget stærk evne til at knytte sig til dyr på samme måde som den kan knytte sig til mennesker. I den forbindelse lavede vi en begynderfejl med vores nye hund Ida. Selvom den fra dag et var sammen med fårene, har den været alt for meget sammen med os mennesker på gården. Det kunne vi se, da den tydeligt begyndte at knytte sig mere til os end til fårene. VI vil gerne have en vagthund til fårene og ikke os.

Derfor følger vi nu nøje anvisninger fra en række bøger og artikler vi har læst os til fra mere erfarne folk. Vi har indrettet hundens hverdag, så den 24 timer i døgnet har sit eget “domæne” inde i en mindre indhegning sammen med fårene. Den må helst ikke få for meget menneskelig interaktion, der forstyrrer denne tilknytningsproces. Den skal være meget stærkt knyttet til fårene, for at den bliver ved fårene og beskytter dem.

Strategien ser ud til at virke efter et par dage. Hunden trives og den socialiserer rigtig godt med dens fåreflok.